Den meget vellykkede hall med fritlagte, håndhuggede bjælker, café-kupler og indbygget LED-lys i  skråvæggen.
Huset på Gl. Viborgvej er usædvanligt velholdt, men adskiller sig i det ydre ikke markant fra så mange andre landsbyhuse. Indvendig er det en helt anden historie.

Pænere vedligeholdt end de fleste andre huse langs den gamle hovedvej med sin varmgule farve og stengrå malede felter under de hvidmalede vinduer. Men ellers ligner Gl. Viborgvej 33 i Hvam udefra så mange andre huse, man kan finde i en jysk landsby.

Men med det samme, Annie og Søren Jakobsen byder indenfor, går det op for én, at huset er alt andet end  almindeligt. I stedet for en halvmørk og snæver forstue træder man direkte ind i en stor hall, der strækker sig tværs gennem huset og henter lyset ind fra både øst og vest. Hall'en rækker helt i kip med fritlagte bjælker og giver adgang til førstesalen ad en ny, flot trappe i mørkt, rødligt træ, der ender i en bred repos, hvor dagslyset også stråler ind fra øst.

I de mørke timer klares belysningen ikke kun af tre store, hvidmatterede café-kuppellamper. I skråvæggene er der indbygget LED-lamper, som fremhæver det usædvanlige rum med deres spot-effekt.

 

Ombygning i etaper

Det er manden i huset, Søren Jakobsen, der har tænkt tankerne bag det usædvanligt vellykkede rum.

- Vi har fået bygget om i flere omgange her de seneste år. Vi fik isoleret førstesalen helt til kip med mere end 300 mm isolering og fik i første omgang indrettet et stort soveværelse, et mindre gæsteværelse, et mindre kontor til mig og hall'en med en lille gang, fortæller Søren Jakobsen, sekunderet af hustruen Annie.

Efter den første omgang ombygning trængte parret til en pause uden støv og byggerod, så køkken og stue måtte vente til sommeren sidste år. Men så blev der også sat ind igen. Ægteparret fik fjernet væggen mellem køkken og stue, så der nu kommer dagslys ind fra både øst og vest. Stueetagen er blevet isoleret indvendigt, og der er kommet nye fiber-loftsplader op, som også gav mulighed for indbygning af et antal LED-spots, der klarer baggrundsbelysningen.

 

El-arbejde på minuttet

- Måden, vi fik bygget om på i flere etaper gjorde, at vi kunne blive boende i huset, mens arbejdet stod på. Men det betød også, at for eksempel arbejdet med elinstallationerne skulle udføres af mange omgange. Vi valgte at skifte hele installationen fra en ende af, så vi er sikre på, at alting er tip-top, fortæller Søren Jakobsen.

Det er Arne Knudsen fra Aalestrup El-Service, der har stået for udskiftningen af elinstallationen.

- Det har vi været rigtig glade for. Det var vigtigt for os, at elektrikeren kom, når det var aftalt, og her er Arne Knudsen uden sidestykke. Han kom så præcist, at vi kunne stille uret efter ham. Den ros fortjener han, siger Søren Jakobsen med et bredt smil.

 

Skjulte ledninger

Arne Knudsen var også med på råd ved udformningen af installationen, der er helt traditionel - men alligevel med nogle moderne finesser.

- For eksempel de indbyggede LED-lamper, som vi er rigtig glade for. De tænder selv, når mørket falder på. Udgiften er minimal, fordi LED ikke bruger ret meget strøm, fortæller Annie Jakobsen og fortsætter:

- Vi har også fået skjulte ledningsføringer i stuen og køkkenet, så der ikke længere ligger løse forlængerledninger. Det lod sig gøre, fordi vi fik isoleret indvendigt og dermed fik en ny indervæg. Bag den ligger ikke kun elkabler, men også antenneledninger til fjernsynet og ledningerne til vores højttalere på væggen.

 

Tørretumbleren er blevet en vane

Aalestrup El-Service stod ikke kun for elinstallationen, men leverede også de nye hårde hvidevarer, der var behov for i køkkenet.

- Vi har fået ny emhætte, nye glaskeramiske kogeplader og ny ovn og mikrobølgeovn, fortæller Annie Jakobsen. Et eksisterende køleskab blev integreret i det nye køkken, fordi det var relativt nyt, og tilsvarende er den eksisterende vaskemaskine, der står i en skjult niche i hall'en, blevet suppleret med en kondens-tørretumbler.

- Jeg havde ikke drømt om, at vi skulle have sådan en tørretumbler. Men i dag kunne kan jeg ikke forestille mig at undvære den, indrømmer Søren Jakobsen.

 

 

En perle på Gl. Viborgvej

Køkkenet domineres af den flotte emhætte i sort glas, der matcher den glaskeramiske kogesektion.
Afbrydere og stikkontakter er LK Fuga med hvide afrundede rammer og sorte dækplader.
Den nye Voss varmluftsovn er indbygget. Ovenover står der en Samsung mikrobølgeovn, til daglig  skjult bag en vippeklap.

 

Vammen El-Service    -    Haugårdsvej 9, Vammen    -    DK 8830 Tjele    -    Tlf. 3010 6326    -    Mail: info@vammenel.dk    -    Døgnvagt tlf. 9854 8115